Fights that matter

Khalida Popal

Vi er i Afghanistan. Året er 2004. Det eneste 16-årige Khalida gerne vil er at spille fodbold. Det er egentlig ret simpelt. Og så alligevel slet ikke. For fodbold er kun for mænd.

MEN KHALIDA ER LIGEGLAD

I 2004 er Afghanistan knap sluppet ud af Talibans jernfaste greb. Landet er stadig så mærket af krig, at kun de færreste husker, hvordan det er at leve uden frygt. Hvordan det er at have friheden til selv at bestemme over sit eget liv. Og befolkningen som helhed er stadig påvirket af tiden under Taliban, hvor det blev anset som værende aldeles uacceptabelt for kvinder at dyrke sport.

Men for 16-årige Khalida Popal var det utænkeligt, at hun og hendes veninder skulle behandles anderledes bare på grund af deres køn. Derfor var hun villig til at kaste sig ind i kampen for ligestilling. Uanset hvad det måtte have af konsekvenser.

”Hvilke risici der er værd at tage, afhænger af den enkelte. For mig har det været værd at risikere mit liv i kampen for at gøre en forskel for så mange andre. Min kamp er ikke kun for mig. Det er for alle kvinder. For de næste generationer. Med så meget på spil, er jeg villig til at gøre hvad som helst. Den kamp er jeg mere end villig til at tage, og der er ingen, der skal stoppe mig”, understreger Khalida.

Derfor begyndte hun, i selskab med en lille håndfuld veninder, at spille fodbold i skolegården, når dagens undervisning var slut. Ikke som et oprør, men fordi det at spille bold gav en følelse af frihed. Desværre var der mange omkring pigerne, der så det som et stort problem, at de på den måde tillod sig at bevæge sig ind på det, der blev anset som værende mændenes domæne.

Fodbold var den første officielle sport i Afghanistan, og hvis mænd har lov til at spille, hvorfor skulle vi så ikke også have det?

Khalida

null
null

Den, der vover

Khalida Popal voksede op i et land i krig. Som en del af en generation, der aldrig har prøvet andet. I et samfund der havde modsat sig kvinders deltagelse i alle slags aktiviteter. Men Khalida ønskede forandring. Også selvom det tager tid og energi at ændre normer og nedbryde barrierer, der er blevet bygget op gennem mange år.

”Kvinder er de første ofre i krig. Manglen på undervisning, uddannelse og dannelse skaber et samfund, der vender sig mod kvinder. Hver gang et land besættes, er det kvinder og børns rettigheder, der begrænses”, siger Khalida.

Heldigvis er der nogen, der finder styrken til at kæmpe mod menneskelig uretfærdighed. Men det sker ikke uden omkostninger. Når man udfordrer magthaverne i et land som Afghanistan, sætter man meget på spil. Ikke mindst ens liv. Hvilket præcis var tilfældet for Khalida, der, efter gentagne trusler på livet i 2011, måtte flygte fra Afghanistan og efterlade kammeraterne på det landshold, hun havde været med til at etablere ganske få år efter hun for første gang spillede bold med veninderne.

VINDER

Efter bare tre år med bolden mellem fødderne, lykkedes det i 2007 Khalida at få det Afghanske Fodboldforbund til at godkende en kvindelig afghansk fodboldliga. Kort efter blev også det første kvindelige afghanske fodboldlandshold etableret, og det debuterede i en turnering i Pakistan i 2008.

Der stod de i Pakistan. Sammen. En gruppe af kvinder, der havde kæmpet ekstremt hårdt for at få lov til at dyrke deres passion. Og kampen havde ikke kun været på banen, men især udenfor. De havde hver især kæmpet mod forstokkede normer og holdninger. Mod deres skoler, deres familier og mod samfundet.

I dag, elleve år efter Afghanistan fik sit første kvindelige fodboldlandshold, er opbakningen til holdet blevet større, og det er blevet legalt for både mænd og kvinder at støtte holdet åbenlyst på eksempelvis sociale medier. Men der er stadig modstand at spore. Holdet kan fortsat ikke spille kampe i Afghanistan, da man ikke kan garantere for spillernes sikkerhed. Og Khalida har ikke set sit hjemland, siden hun forlod det i hast for syv år siden.

Khalida, der nu er bosiddende i Danmark sammen med sin familie, fortsætter ufortrødent kampen for ligestilling og kvinders ret til lige rettigheder.